DE SKØNNE SPISELIGE BLOMSTER
Share
SMUKKE SPISELIGE BLOMSTER - FAKTA OG INSPIRATION
Der er noget særligt over at kunne plukke blomster i haven og bruge dem direkte i maden. Det er noget der får smilet frem fra mine gæster, når jeg bruger dem i salater og som pynt på kager.
Spiselige blomster giver både farve, pynt og smag – og en friskhed, som ikke kan købes i nogen butik. Mange sommerblomster kan bruges både friske og tørrede, og nogle kan endda syltes eller gemmes som krydderi til vinter.
Her får du et overblik over de mest anvendelige spiselige blomster, hvordan du tørrer og opbevarer dem, og hvordan de kan bruges i køkkenet året rundt.
Blomsterkarse (Tropaeolum majus)
Blomsterkarse – eller tallerkensmækker – er en klassiker i den spiselige have. Den har en krydret, let pebret smag, som minder om karse eller rucola. Hele blomsten kan spises, og den er lige så smuk i salaten, som den er på en tærte eller i en smørrebrødsanretning.
Blomsterne findes i nuancer af creme, orange og rød, og de er utroligt dekorative, når du bruger dem friske. De er meget holdbare og klasker ikke sammen med det samme. Kronbladene kan også tørres og bruges i urtesalt eller blandes i te for farve.
Syltning af blomsterkarse-frø
De umodne frø kan syltes og bruges som små “fattigmandskapers”. Du kan se, at frøene er umodne, når de stadig er lysegrønne og bløde – de skal kunne deles med en negl. Når de bliver hårde og brune, er de modne frø, altså dem man sår, og de egner sig ikke til madlavning.
Sådan sylter du frø fra blomsterkarse
Skyl de grønne frø og læg dem i saltet vand natten over. Hæld vandet fra, skyl, og læg frøene i små glas. Kog en lage af 2 dl lagereddike, 1 dl vand, 1 spsk sukker, ½ tsk salt, lidt sennepsfrø og evt. et laurbærblad. Hæld den varme lage over frøene og luk glasset. Efter 2–3 uger har du dine egne kapers – perfekte til fisk, æg og salater.
Morgenfrue (Calendula officinalis)
Morgenfruer er smukke, når de bruges friske i salater, på smørrebrød eller som pynt på kager. De kan også bruges i urtesmør, hvor farven får smørret til at ligne en solopgang.
Morgenfrue er en af de mest kendte spiselige blomster. Hele blomsten kan bruges, men det er især kronbladene, der har den bedste smag. Den let krydrede, lidt bitre tone giver karakter til både mad og te, og de stærke gule og orange farver lyser op, uanset hvordan du bruger dem.
Tørring og brug af morgenfrue
Når blomsterne tørres, bevarer de både farve og aroma. Brug kun kronbladene til tørring – fjern den grønne blomsterbund. Tør dem i ét lag på bagepapir et mørkt, tørt sted i 5–10 dage, eller i ovn/dehydrator ved 35–40 grader.
De tørrede kronblade kan bruges på mange måder som pynt og i te.
Tørrede morgenfrueblade kan holde sig i op til et år, hvis de opbevares mørkt og tørt i glas med låg.
👉 Se alle morgenfrue blomsterfrø
Kornblomst (Centaurea cyanus)
Kornblomsten er næsten et symbol på sommermarker. Det er kun kronbladene, der bruges, da blomstens midte er hård og bitter.
Smagen er mild, så kornblomst bruges mest for farvens skyld. Tørrede kronblade holder farven imponerende godt og giver et flot farvespil til al hvad du vil bruge dem til.
Kornblomster er smukke, når de bruges som pynt på desserter, kager eller salater. I teblandinger kombineres de ofte med morgenfrue og rose for at give både farve og duft.
Frøkenhat (Zinnia)
Frøkenhat er farverige og festlige og kan faktisk spises – men smagen er meget mild. Brug kun kronbladene, da blomstens midte er bitter.
Frøkenhat er smukke som pynt på salater, frugtskåle og kager. De bevarer farven flot, også efter tørring, og giver et levende udtryk i både frisk og tørret form.
👉 Se alle frøkenhat blomsterfrø
Sådan tørrer og opbevarer du blomster
Når du tørrer blomster, skal du bruge kronbladene, ikke hele blomsten. Læg dem i ét lag på bagepapir et mørkt, tørt sted med god luft. Efter 5–10 dage skal de føles helt tørre og sprøde.
Du kan også bruge ovn eller dehydrator ved lav varme (35–40 grader). Jo lavere varme, jo bedre bevares farven.
De tørrede blomster skal opbevares mørkt og tørt i glas med låg. Holdbarheden er typisk 9–12 måneder, men farverne falmer gradvist med tiden.
Sådan bruger du tørrede blomster
Tørrede blomster kan bruges året rundt. De pynter, dufter og giver et strejf af sommer midt i vintermaden.
Brug dem i teblandinger, krydderisalt, blomstersukker, på bagværk eller i urteblandinger. De kan også drysses over salater og supper som dekorativt drys.
Blomster du ikke skal spise
Ikke alle blomster er spiselige – nogle er giftige. Undgå fx stormhat, fingerbøl, liljekonval, engblomme, taks og tulipaner.
En god tommelfingerregel er kun at spise blomster, du selv har dyrket uden sprøjtemidler, og som du ved er spiselige.
Husk at få dem brugt
Spiselige blomster er en nem og smuk måde at udvide havens glæder på. De fylder ikke meget, men giver stor fornøjelse – både i bedet og på tallerkenen. Pluk ofte, så planterne sætter nye blomster, og gem lidt til tørring, så du kan tage farverne med ind i køkkenet, når sommeren er forbi.
👉 SE HELE UDVALGET AF SPISELIGE BLOMSTER
Kærlig hilsen 💚
Birgitte
Artiklen er skrevet af Birgitte fra Frk. Grønt, hvor jeg deler viden om blomsterfrø, såning og dyrkning under danske forhold.