HVORDAN TRIVES BLOMSTERFRØ I KULDE OG FROST ?

HVORDAN TRIVES BLOMSTERFRØ I KULDE OG FROST ?

Frosttolerance – hvad gør kulde ved frø og spirer?

Når man begynder at så, opdager man hurtigt, at nogle planter tåler kulde og frost, mens andre absolut ikke gør. Frosttolerance handler om både frøenes spiringsevne ved lave temperaturer og især de unge planters evne til at overleve nattefrost.


Frostfølsomme sommerblomster

Mange af de klassiske sommerblomster stammer fra varmere egne og kan ikke tåle frost. Det gælder fx frøkenhat, amarant og stolt kavaler som ikke vil overleve frostgrader. Derfor sår man dem enten indendørs til forspiring og udplanter efter sidste frost, eller sår dem direkte på friland i slutningen af maj, når risikoen for nattefrost er ovre. Hvis man udsætter dem for frost, vil de typisk få svedne, mørke blade og dø tilbage.


Kuldetålende/hårdføre etårige og toårige sommerblomster

Der er blomster, hvis frø kan spire ved lavere forårstemperaturer, og hvis små planter kan overleve en smule frost (typisk et par graders nattefrost, især hvis det er kortvarigt) fx ærteblomst, morgenfrue, kornblomst, valmue og honningurt. Dem kan man ofte så tidligere på foråret, og skulle der komme en enkelt nat med frost, tager de ikke større skade. Dog vil længerevarende eller hård frost også kunne slå dem ud, så man beskytter gerne småplanterne med fiberdug, hvis frosten bider.


Flerårige stauder og toårige med kuldebehov

Der er nogle blomsterfrø vil ikke spire uden først at have oplevet kulde - dette kaldes kuldekimere eller frøhvile fx fingerbøl og akeleje. Det er frø, der faktisk foretrækker en kuldeperiode, før de spirer. Disse kan man så om efteråret eller i det meget tidlige forår (eller give frøene en tur i køleskabet i fugtigt sand). De voksne planter er ofte hårdføre stauder, der klarer frost og kommer igen år efter år. Her kan du læse meget mere om hvordan du behandler frø der er kuldekimere - KULDEKIMERE OG FRØHVILE 


Godt at vide 

De frostfølsomme planter vælger jeg ofte først at plante når jeg tror at det ikke kommer mere nattefrost – typisk midt i maj. Dem har jeg ikke travlt med at så. Og de kuldetålende blomster arter kan du give en tidlig start i haven ved at så dem direkte i april.

Frostfølsomme frø kan ofte godt overleve som tørre frø gennem vinteren når de er drysset af planterne i efteråret. Nogle selvsående sommerblomster smider nemlig frø, der så ligger i jorden og først spirer, når varmen kommer næste år – de “ved” at de skal vente. De vil altså ikke begynde at gro før varmen er tilstrækkelig, og de små planter vil ikke kunne klare frost. Så pas på dine nyspirede baby-planter i det tidlige forår – hvis det har være lunt nok så der er spiret frø, og der loves frost, så tag dem evt. ind om natten eller dæk dem med fiberdug.

 

Kærlig hilsen 💚

Birgitte

 

Artiklen er skrevet af Birgitte fra Frk. Grønt, hvor jeg deler viden om blomsterfrø, såning og dyrkning under danske forhold.

Tilbage til blog