Dyrkningsvejledning for Amarant
Forspiring Frøene kan forspires indendørs i marts-april. Sås i små potter eller bakker med såjord og dækkes let med jord, ca. 0,2 cm. De spirer normalt efter en til to uger ved varme temperaturer 18-22 grader. Når spirerne er kommet frem, er det vigtigt, at de både får meget lys og står lidt køligere, så de ikke bliver ranglede. Forspiring giver et forspring i blomstringen og sikrer sunde, stærke planter, som er klar til at blive plantet ud. Forspiring er også en fordel for de blomsterfrø, som har en lang udviklingstid, og de blomsterfrø, der er varmekrævende. Der er flere arbejdsgange ved at forspire, men vi er mange, der synes, at det er det hele værd at se frøene spire frem, vokse og få mulighed for at plukke blomster lidt tidligere.
Prikling og ompotning Hvis du har bredsået frøene i en bakke, prikles de små planter forsigtigt over i hver sin lille potte eller celle, når de har fået deres første rigtige blade og er store nok til at håndtere. Undgå at tage fat i stænglen men kun på selve bladet.
Har du sået frøene enkeltvis eller med få frø i små potter eller celler, er prikling ikke nødvendig. Lad i stedet planterne vokse videre og pot dem først om, hvis rødderne har brug for mere plads eller hvis deres udvikling er gået i stå, så kan de have brug for jord med mere næring i.
Udplantning Planterne udplantes på friland, når risikoen for nattefrost er ovre, typisk sidst i maj. Amarant tåler ikke frost, så det er bedre at vente lidt længere end at plante for tidligt. Før udplantning er det en fordel at hærde planterne af. Det betyder, at du i 7–10 dage gradvist vænner dem til udendørslivet ved at stille dem udenfor nogle timer hver dag. Start et lunt, skyggefuldt sted og øg tiden samt lysmængden dag for dag. På den måde undgår du, at de får et chok, når de plantes ud, og du får mere robuste planter.
Vælg en solrig placering med næringsrig og veldrænet jord. Plant dem med 30–40 cm afstand, så de får god plads til at udvikle kraftige stængler og store blomsterstande.
Direkte såning Frøene kan også sås direkte på voksestedet i maj, når jorden er varm og frostfri. Direkte såning er nemmere og giver planter, der fra starten tilpasser sig forholdene på voksestedet. Dog er spiringsprocenten ofte lidt lavere end ved forspiring, da frøene kan blive påvirket af udtørring, svingende temperaturer, regn eller skadedyr ude i haven.
Knibning Når planterne er 20–25 cm høje og har udviklet flere sæt rigtige blade, kan du knibe topskuddet af lige over et bladpar. Det får planten til at udvikle flere sideskud og kan give flere blomsterstængler, som er lettere at plukke og bruge i buketter. Knibning kan dog forsinke den første blomstring lidt.
Hvis du gerne vil have færre, men større og mere kraftige blomsterstande, kan du lade nogle af planterne vokse uden at knibe dem.
Gødning Planterne har gavn af jævnlig gødning i vækstsæsonen. Det giver kraftige stængler og rige blomsterstande.
Vanding Hold jorden jævnt fugtig under spiringen og i den første tid efter udplantning, så planterne kan udvikle et godt rodnet. Når amarant er godt etableret, tåler den kortere tørre perioder, men regelmæssig vanding i varmt og tørt vejr hjælper planterne med at udvikle store og flotte blomsterstande. edste resultat.