Dyrkningsvejledning for Ridderspore
Forspiring
Sommerridderspore kan forspires fra februar til marts, men forspiring kan være lidt mere drilsk end direkte såning, fordi frøene gerne vil spire køligt.
Så gerne i små potter eller cellebakker, så rødderne ikke skal forstyrres flere gange. Dæk frøene med cirka 0,5 cm jord, da de spirer bedst i mørke. En temperatur omkring 13–15 °C passer godt til spiringen, og frøene spirer normalt efter 14–21 dage.
Når planterne er kommet frem, skal de have rigeligt med lys og må gerne fortsat stå køligt. Undgå varme og mørke forhold, da det hurtigt kan give lange og svage småplanter.
Forspiring kan give et forspring, men det er ikke nødvendigt. Sommerridderspore egner sig rigtig godt til direkte såning og kan være nemmere at lykkes med på den måde.
Kuldebehandling
Kuldebehandling er ikke et krav, men en kort kølig periode kan hjælpe spiringen på vej.
Hvis du vil forspire, kan frøene lægges i køleskab i omkring en uge før såning. Derefter sås de og stilles fortsat køligt under spiringen.
Ved direkte såning tidligt på året får frøene naturligt kølige forhold i jorden, og her er ekstra kuldebehandling normalt ikke nødvendig.
Prikling og ompotning
Hvis du har bredsået frøene i en bakke, prikles de små planter forsigtigt over i hver sin lille potte eller celle, når de har fået deres første rigtige blade og er store nok til at håndtere. Undgå at tage fat i stænglen men kun på selve bladet.
Har du sået frøene enkeltvis eller med få frø i små potter eller celler, er prikling ikke altid nødvendig. Lad i stedet planterne vokse videre og pot dem først om, hvis rødderne har brug for mere plads eller hvis deres udvikling er gået i stå, så kan de have brug for jord med mere næring i.
Udplantning
Sommerridderspore tåler køligere vejr langt bedre end de varmeelskende sommerblomster. De forspirede planter kan derfor normalt plantes ud fra april, når jorden kan bearbejdes, planterne er blevet robuste, og der ikke er udsigt til en længere periode med hård frost. Før udplantning er det en fordel at hærde planterne af. Det betyder, at du i 7–10 dage gradvist vænner dem til udendørslivet ved at stille dem udenfor nogle timer hver dag. Start et lunt, skyggefuldt sted og øg tiden samt lysmængden dag for dag. På den måde undgår du, at de får et chok, når de plantes ud, og du får mere robuste planter.
Direkte såning
Frøene kan også sås direkte på voksestedet i april-maj, når jorden er varm og frostfri. Hold jorden jævnt fugtigt.
Jeg sår selv gerne sommerriddersporer direkte i maj, og har rigtig gode erfaringer med det. Selvom frøene spirer bedst ved kølige temperaturer, fungerer en almindelig dansk maj ofte rigtig fint. I perioder med meget varmt og tørt vejr kan spiringen dog blive mere uens.
Så frøene cirka 0,5 cm dybt og dæk dem med jord, så de får mørke under spiringen. Hold jorden jævnt fugtig, indtil planterne er kommet godt i gang.
Direkte såning er nemmere, kræver ingen udstyr eller plads indendørs, og giver planter, der fra starten tilpasser sig forholdene på voksestedet. Det er dog almindeligt, at spireprocenten er lidt lavere ved direkte såning end ved forspiring. Det skyldes forhold som temperatur, fugtighed og smådyr i jorden – ikke frøenes kvalitet. Man kan med fordel så lidt flere frø end nødvendigt for at sikre et bedre resultat.
Knibning
Knibning er ikke nødvendig, men du kan fjerne sideskud for at få længere og mere lige hovedstængler til buketter. Hvis du lader sideskuddene udvikle sig, får du flere blomsteraks per plante.
Gødning
Tilfør evt. ekstra næring i blomstringsperioden for at støtte en bedre blomstring.
Vanding
Hold jorden jævnt fugtig, især i tørre perioder. Sørg for veldrænet jord, da planten ikke bryder sig om at stå i vandmættet jord.